USA, en verden med udfordringer

Denne klumme fokuserer normalt på sundhed, bioteknologi og virkningen på patienter og behandlere samt den danske vækstøkonomi. Sidste uges begivenheder i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg giver dog anledning til at skrive om Donald Trumps betydning og den indvirkning, hans præsidentskab kan få på USA og resten af verden. Få et personligt, inderligt og jordnært syn på valget i USA af min datter Rachel Shannon Solomon, 26. Rachel har en bachelorgrad (BA) i kunsthistorie fra Columbia University, New York, og har arbejdet som investor hos First Round Capital. I dag studerer hun arkitektur ved University of California, Berkeley.

rachel-solomon

Siden vi fik resultatet af det amerikanske præsidentvalg, som bekræftede, at Donald Trump bliver USA’s næste præsident, har jeg følt mig omgivet af et slør af chok, noget i stil med angst, som ikke vil gå væk. Det er en helt særlig følelse, som jeg kun har følt én gang tidligere – da jeg som 10-årig spurgte min farmor om, hvem alle personerne var på billederne i hendes gang. Gangen i mine bedsteforældres hus var fyldt med fotos af familiemedlemmer, venner og naboer – store, tætsammenknyttede fællesskaber af østeuropæiske jøder. Jeg kunne kun genkende nogle få af de mange ansigter på billederne, men gik ud fra, at børn og børnebørn af dem, jeg ikke kendte, måtte være nogle af mine venner, fætre eller kusiner.

Da jeg første gang spurgte hende, hvem de alle var, svarede hun uden tøven: “De er døde allesammen.” Derefter uddybede hun det: “De emigrerede ikke til Amerika. Din farfar emigrerede. De døde allesammen.”

Lad os træde et skridt tilbage – dette er ikke vores virkelighed i dag. At være jøde i dag indebærer ikke de samme farer. Begivenheder og valg bringer os ikke direkte til en sådan skræmmende virkelighed. Det sker via en række begivenheder og katalysatorer, hvoraf et valg kun udgør en enkelt begivenhed.

Analogien er forhåbentlig dristig, overilet og noget overdrevet. Men jeg kender udmærket den angst, som den 10-årige pige følte, da hun hørte om alle disse familiemedlemmer, som hun burde have lært at kende, og når jeg siden valget har grædt, har det været, når jeg er kommet til at tænke på de følelser, der må gå igennem muslimer, sorte, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner, handicappede, immigranter og små piger, som nu lever i denne nye amerikanske virkelighed, der er kendetegnet af had.

Ingen ved, hvordan Trumps præsidentskab vil blive – sikkert ikke engang Trump selv

Der er endog den mulighed, at han ikke engang selv tror på en stor del af sin egen retorik. I det mindste frygter jeg i dag hverken ham, hans politik eller hans plan for de første 100 dage som præsident. Jeg frygter for, hvad der sker, når enkeltpersoner, kloge hoveder og politikere lidt efter lidt begynder at normalisere denne nye virkelighed. Jeg frygter for, hvad der sker, hvis historien om dette valg bliver omskrevet – hvis vi begynder at tro, at det eneste, der var på spil, var spørgsmål om handel og valgpolitik og ikke fremmedhad, racisme og angst for det anderledes. Jeg frygter for, hvordan retorikken fra hans kampagne og kommende præsidentskab måske vil ophidse gemytterne, både i USA og globalt. Ord har stor betydning. De kan omdanne passivitet til handling.

Jeg er født i New York og bor i dag i San Francisco – to af de liberale pletter i USA, hvor vi definitivt og uigenkaldeligt anerkender, at det er sådan, det føles, når man bliver forrådt af sit eget land. Det er sådan, det føles, når ens eget lands politikere taler imod den virkelighed og de rettigheder, som man selv anser for sande, gode og selvindlysende. Det er netop disse følelser, som selv om de blev fremprovokeret af radikalt forskellige begivenheder, politikker og retorik, fik halvdelen af de borgere, som stemte på valgdagen, til at sætte deres kryds ved Trump. Det er nu, vi må erkende, hvor splittede vi i virkeligheden er, og så må vi overvinde hadet, så vi kan løse denne nye virkelighed.

I denne uge var jeg forsamlet med tusindvis af studerende på University of California, Berkeley, hvor jeg selv studerer. På Sproul Plaza, hvor Free Speech-bevægelsen blev startet i 1960’erne, talte professorer, studerende og mange universitetsstuderende af første generation, til mængden. En professor mindede os om, at det i de kommende dage og måneder ikke kun er vores politikker og vores insisteren på inklusion, som vil betyde noget. De afhandlinger, vi skriver, den musik, vi laver, de bøger, vi udgiver, og de film, vi producerer, vil alle have stor betydning – også for kommende generationer.

Hvad der nu sker, er i hænderne på enkeltpersoner over hele landet. Vi står i et øjeblik, der kræver en anderledes, modigere og mere dedikeret form for engagement. Denne uge har været fyldt af offentlig sorg og glimt af en ny generation af aktivisme, fredelig og effektiv agitation samt accept.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *