Forward Pharma – en sejr for dansk biotek

Året fik  en flyvende start for den danske bioteksektor med annonceringen den 17. januar af et forlig på kr. 8,75 mia. og en licensaftale mellem danske Forward Pharma A/S og den amerikanske biotekkæmpe Biogen, som kan have en værdi på op til 42 mia. kr. over de næste 17 år. Det er noget af et kup for den danske biotekbranche og den danske økonomi og en helt enestående bedrift for en meget usædvanlig virksomhed.

Forward Pharma er grundlæggende en patentsatsning. Virksomhedens stiftere har forsøgt at udnytte det, de mente var en patentmæssig vinderposition i forhold til Biogen, som sælger dimethylfumarat (sælges under navnet Tecfidera i Danmark), et lægemiddel, der er i stand til at hindre symptomer i forbindelse med multipel sklerose i at komme igen. De fleste biotekvirksomheder udvikler lægemidler, der skal opfylde udækkede behov hos patienterne, men det gælder ikke for Forward. Deres økonomiske succes – og dermed værdien for aktionærerne – lå i at få øje på en vækstmulighed, der udelukkende var baseret på et patent. En stor del af æren tilfalder Florian Schönharting, som fik ideen til virksomheden for år tilbage. Hans intellekt, beslutsomhed, vedholdenhed og kreativitet har ført til dette resultat. Men vi må heller ikke glemme Forwards meget dygtige administrerende direktør, Peder Møller Andersen, og virksomhedens økonomichef, Joel Sendek, som styrede virksomhedens vækst, børsintroduktionen i USA og strategien i forhold til Biogen.

Forward Pharma er en virksomhed, som næsten ingen investorer i Danmark ville røre ved. Den havde en meget smal ledelse og en enkelt lægemiddelkandidat, havde kun lige afsluttet sine fase II-studier og havde en retssag mod store, pengestærke Biogen hængende over hovedet. Heldigvis troede Florian på potentialet, glemte alt om Danmark og henvendte sig i USA, hvor store og meget avancerede investorer kunne se potentialet og var parate til at støtte virksomheden og dens patentsatsning, og det førte til en af de største børsintroduktioner nogensinde inden for life science – 200 mio. dollar. (Den seneste børsintroduktion af en biotekvirksomhed i Danmark, Zealand Pharma A/S i 2010, gav 53 mio. dollar).

Jeg håber, de danske investorer tager ved lære af denne historie. Vi har masser af skatte i life science liggende, som vi ikke sætter tilstrækkelig pris på. Det kræver en vis risiko, vedholdenhed og vilje til at kigge ud over Danmarks grænser, hvis værdien skal maksimeres. Vækstfonden og dens direktør, Christian Motzfeldt, så potentialet – investerede i 10% af Forward Pharma og kan nu geninvestere midlerne i andre nystartede og nyskabende danske vækstvirksomheder som en passende belønning for at have løbet en risiko.

Det er en god fortælling for Danmark – den viser, hvad vi kan opnå, hvis vi tænker ud over landets grænser og ikke altid følger samme skabelon. Den viser, at værdi i biotek kan skabes på mange måder. Den første betaling på 8,75 mia. kr. beskattes med 22% selskabsskat her i Danmark – hvilket er godt for den danske økonomi. Og Forward Pharmas nye licensaftale med Biogen kan medføre betalinger på yderligere 42 mia. kr. (ja, milliarder!) frem mod 2034, så der er noget at se frem til, både for investorerne og for Danmark. Lad os holde øjnene åbne for muligheder som Forward Pharma og for flere visionære ledere, der kan vise vejen for næste generation af biotekvirksomheder, så de kan skabe værdi og give os alle noget at være stolte af.

Læs mere om Forward Pharma her: http://www.business.dk/oekonomi/dansk-biotekselskab-scorer-milliarder-i-forlig

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *