De vigtigste tendenser for resten af 2017

2017 er nu godt i gang, så her er min oversigt over de vigtigste tendenser inden for biotek og sundhed for resten af året:

Behandling af Alzheimers sygdom

Alzheimers sygdom er en stigende udfordring. Flere og flere får sygdommen, der ligger som et isbjerg under sundhedssektoren. De store medicinalvirksomheder har fejlet på området, bl.a. har Lillys nylige fase 3-studie af solanezumab vist dårlige resultater, og det lægger et endnu større pres på biotekindustrien om innovation. Der er en begyndende tendens til støtte af alternative videnskabelige metoder. Den nystartede virksomhed Yumanity Therapeutics, Cambridge, Massachusetts, USA, har rejst 45 mio. dollars til at udvikle en ny metode til forskning i nye lægemidler mod Alzheimers og andre neurodegenerative sygdomme. Annexon Biosciences som er beliggende i San Francisco og er et spinoff fra Stanford University, har rejst 44 mio. dollars til at forske videre i teorien om, at Alzheimers sygdom kan bekæmpes ved at forhindre immunsystemet i at nedbryde de synapser, der er nødvendige for den neuronale aktivitet. Fremtiden for dette vigtige område ser derfor lovende ud.

Medicinen går til filmen

Tilgangen til lægemiddelforskning er baseret på faste billeder af et molekylært mål, og forskerne arbejder på at udvikle stoffer, som kan bindes til et specifikt mål. I den virkelige verden er disse mål dog ustabile, de bevæger sig og skifter hele tiden form, og derfor er de meget vanskelige at ramme. Hvad hvis man i stedet for at se på et stillfoto kunne se på en serie af billeder, som en film, der viste, hvordan målproteinerne foldes i forskellige konfigurationer? To virksomheder i Boston, Relay Therapeutics og Morphic Therapeutic har hver rejst over 50 mio. dollars i deres serie A-venturefinansiering med det formål at undersøge, om de kan finde en bedre metode til at ramme de ustabile målproteiner og bruge denne viden til at udvikle nye lægemidler. Det er en stor ide, som store virksomheder holder skarpt øje med. Morphic har støtte fra Pfizer, GSK og AbbVie, mens Relay Therapeutics blev startet af Third Rock Ventures og D.E. Shaw Research.

Mikrobiomet

Videnskaben omkring mikrobiomet eller økosystemet bag de bakterier og vira, som befolker vores mave-tarm-system, har taget den biologiske forskning med storm i de seneste år. Det skyldes især DNA-sekvenseringsredskaber, som giver større og større viden om, hvordan vi mennesker kan sameksistere med de billioner af mikroorganismer, der lever i vores tarme og på vores hud. Når denne sameksistens fungerer optimalt, er vi normalt sunde og raske. Men når der går noget galt med en bestemt type mikroorganismer, kan vores immunsystem gå amok og angribe det raske væv, hvilket medfører autoimmun sygdom. Der ydes fortsat økonomisk støtte til en række meget forskellige forskningsprojekter inden for mikrobiombaserede lægemidler Vendanta Biposciences, Synlogic, Second Logic og Axial Bio-therapeutics har alle modtaget midler. I de kommende måneder får vi at se, om der er hold i disse teorier.

Nye vinde fra FDA

Efter at præsident Trump endelig har udnævnt en ny direktør for de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, den kendte FDA-ekspert dr. Scott Gottlieb, er bekymringerne om de strenge amerikanske tilsynsregler lettet en smule. Scott Gottlieb har arbejdet med både biotekvirksomheder og biotekindustrien, og det vil om noget sandsynligvis gøre det nemmere at få en rettidig behandling af nye lægemidler hos FDA. Det har bl.a. betydet, at marts 2017 har været en god måned for biotekaktierne på Nasdaq og i Europa, eftersom de tidligere bekymringer om FDA’s restriktive holdning er lettet en smule.

Og de førende i Norden

Zealand Pharma (Nasdaq København) præsenterer i foråret 2017 resultaterne af Sanofis salg af Soliqua™, en kombination af lixisenatid og Lantus®, hvilket formentlig vil øge virksomhedens indtjening – og være positivt nyt.

Ascendis Pharma (Nasdaq New York) fortsætter væksten og præsenterer snart sine resultater – en lovende historie.

Nordic Nanovector, som er børsnoteret i Oslo, følger efter succesen fra Algeta, som er stiftet af de samme forskere. Nordic Nanovector er ved at udvikle en målrettet antistofbehandling af non-Hodgkins lymfom, hvor 63% af patienterne reagerer positivt med en lang sygdomsfri periode, så fremtiden tegner lys for denne virksomhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *